«Latest  ‹Forward   News item: 1880  Back›  Oldest» 

Tetra: To lig på bordet
Denmark Created: 6 Jul 2007
’SKAL DER LIG på bordet?’
Sådan lyder det fortvivlede spørgsmål ofte, når et alvorligt problem, der kan koste menneskeliv, bliver påpeget, uden at nogen gør noget ved sagen. I lang tid har ambulancefolk ved Gentofte Brandvæsen prøvet at gøre både deres ledelse og kommunens konservative borgmester, Hans Toft, opmærksom på, at et nyt kommunikationssystem kan koste menneskeliv. Ingen reagerede.

For en lille måned siden kom der lig på bordet ...

HVIS DU SYNES, at du har læst denne indledning en gang før, så kan det skyldes, at det har du. Sådan indledtes Ekstra Bladets leder nemlig også 14. maj i år.

Siden har hverken Gentofte Kommune eller brandvæsenets ledelse handlet. Jo, kommunen har fået lavet en redegørelse, som helt og aldeles frikender det ny kommunikationssystem, Tetra. Redegørelsen oplyser samtidig, at de brandmænd, der har påpeget det nye systems svagheder, er præget af en ’brokkekultur’.

En mand døde; men det var i hvert fald ikke systemets fejl, og brandmændene kan bare stikke den negative pibe ind.

SØNDAG EFTERMIDDAG gik det galt igen. En 59-årig mand faldt i Gentofte sø. Et vidne ringede straks til 112, og vagtcentralen i Gentofte sendte en ambulance og en brandbil.

Men det oplyste skadested var ikke korrekt, og ambulancen og brandbilen kunne takket være Tetra hverken få kontakt med 112 eller hinanden.

Da brandmændene endelig nåede frem, stod mandens liv ikke til at redde.

ENDNU ET LIG er på bordet.

Endnu et vidnesbyrd om, at kommunikationssystemet Tetra er behæftet med alvorlige mangler. Ganske som de mennesker, der arbejder med systemet i hverdagen, gentagne gange har påpeget.

Den undersøgelse, der frikendte Tetra og betegnede brandmændene som brokkerøve, blev gennemført af mennesker, der selv er fedtet godt og grundigt ind i systemet.

Hvor mange lig skal på bordet, før borgmester Hans Toft og Gentofte Kommune får gennemført en uvildig undersøgelse?
Click here to view the source article.
Source: Ekstra Bladet, Lederen, 05 Jul 2007

«Latest  ‹Forward   News item: 1880  Back›  Oldest»